Udgivet: 26. november 2025
Siden Hobbes beskrev mennesket som ensomme ulve, har vores forståelse af civilisationens opgave været, at vi skal tæmme menneskets destruktive natur. Den tankegang lever videre i Tesfayes PDO
Et samfunds menneskesyn er ikke abstrakt. Det er hyperkonkret. Det er selve fundamentet under vores politik, pædagogik og økonomi. Tror vi, at mennesket grundlæggende er egoistisk og destruktivt, indretter vi systemer, der kontrollerer og straffer. Ser vi i stedet mennesket som et væsen, der længes efter omsorg og kærlighed, bygger vi et samfund, der nærer og beskytter.
Derfor er spørgsmålet: Er menneskets natur et konkret politisk anliggende? Du kan nok gætte svaret.
Siden Hobbes beskrev mennesket som ensomme ulve, har Vesten været præget af mistillid til vores inderste væsen. Hos Nietzsche og Schopenhauer bliver livet tragisk; hos Freud mørkt og drevet af dødsdrift. Den forståelse skabte idéen om, at civilisationens opgave er at tæmme menneskets destruktive natur. Denne tankegang lever videre i Tesfayes diagnose PDO – Pisse Dårligt Opdraget. Som debattør Emma Holten har vist med sin bog Underskud, fører dette menneskesyn direkte ind i konkurrenceøkonomiens logik.
Det pessimistiske menneskesyn forhindrer overgangen til et omsorgssamfund. Når vi tænker i mistillid, mangler vi fantasien til at forestille os, at omsorg og kærlighed også kan skabe vækst og værdighed. Derfor må menneskesynet udfordres.
Selviskhed og aggression er ikke grundvilkår, men reaktioner. Vi bliver onde, når vi har oplevet noget ondt. Aggression opstår, når basale behov ikke er mødt: kærlighed, omsorg og tryghed. Før det, vand, mad og søvn.
Gennem størstedelen af historien har mennesker levet i et kronisk underskud af tryghed. Derfor ser historien ond ud. Men det er de næringsfattige rammer, der skaber de voldelige reaktioner. Trygge mennesker skaber ikke problemer. Når vi er mætte, udhvilede og i sikre omgivelser, falder sindet til ro. Selviskhed opstår, fordi konkurrencesamfundet holder os i socialt og psykologisk underskud.
Egoismens energi er i bund og grund et fejlslagent forsøg på at opnå sindets grundbehov. Det er ikke naiv idealisme, men en nøgtern politisk erkendelse. Man går i krig for at beskytte det, man elsker; man elsker ikke for at kunne gå i krig. Kærlighed er målet i sig selv. Derfor må vi opdatere vores menneskesyn og vores økonomiske system.
Et destruktivt menneskesyn skaber ganske enkelt destruktive strukturer.