Berlingske
Udgivet: 24. maj kl. 17.42
Diagnosen skal i dag gerne deles med både ledere, lærere, læger, forsikringsselskaber og andre, der egentlig ikke har noget at gøre i mit eller dit allermest intime sted. Jeg oplever, at denne tvungne blottelse kan være dybt ubehagelig i sig selv.
Min diagnose er i virkeligheden dybt privat. Den beskriver ikke bare mine mest sårbare sider, men også de dele af mig selv, som jeg sommetider skammer mig mest over.
Derfor kan det også være vanvittigt grænseoverskridende, at diagnoser er blevet et semioffentligt anliggende.
Diagnoserne er de seneste år rykket ud af psykiatriens fortrolige rum og blevet en adgangsbillet til hjælp alle mulige steder i samfundet.
Diagnosen skal i dag gerne deles med både ledere, lærere, læger, forsikringsselskaber og andre, der egentlig ikke har noget at gøre i mit eller dit allermest intime sted.
Jeg oplever, at denne tvungne blottelse kan være dybt ubehagelig i sig selv. Som en moderne gabestok, hvor jeg nøgen stilles til skue for andres vurderende blikke med mine mest pinlige usikkerheder blottet for dem.
Derudover har vi også fået skabt en kultur, hvor det næsten kræves af en, at man er åben – måske endda stolt – over sin diagnose, også selvom man måske ikke er klar til at blotte noget så privat.
Jeg er stolt af, hvem jeg er, og af min neurodivergente hjerne. Men jeg kan ikke styre andre menneskers fordomme om bestemte diagnoser.
Jeg oplever, at diagnosen i sig selv kan være nok til at sætte mig i en bestemt kategori i den andens hoved – en kategori, som jeg ikke kan komme ud af, ligegyldigt hvor meget jeg kæmper imod.
Og det er paradoksalt, for mennesker med den samme diagnose kan være vidt forskellige – både i personlighed, funktionsniveau og behov.
Derfor er jeg også enormt glad for betegnelsen »neurodivergent«. Den afslører ikke intime detaljer om mit sind – den beskriver blot, at jeg afviger fra normen på den ene eller anden måde.
Det er ikke et psykiatrisk mærkat, som systemet pådutter mig, men en selvvalgt identitetskategori. Betegnelsen giver mig kontrollen tilbage.
Det samme gælder betegnelsen handicappet. Hvad mit handicap er, vedkommer ikke alle og enhver. At jeg er handicappet, og at der skal tages hensyn til det, må de dog gerne vide.
Men de behøver ikke kende alle de intime detaljer, uden at der er nogen grund til det.
Faktisk skal man ikke ret langt tilbage i psykiatriens historie, før man støder på en praksis, der passede meget bedre til netop dette: det såkaldte multiakse-system.
Der var mange problemer med dette system, men grundideen var god: Psykiateren angav ikke blot en diagnose, men beskrev også patientens samlede funktionsniveau.
På den måde kunne diagnosen anvendes indadtil mellem patient og behandler som et terapeutisk værktøj. Omvendt kunne målingen af ens funktionsniveau bruges udadtil i mødet med kommunen, arbejdsgivere og andre.
Det beskyttede både patientens privatliv og skabte et mere objektivt og generaliserbart grundlag for at vurdere personens vanskeligheder og hvilken støtte, personen faktisk havde brug for.
Ved at genindføre denne dobbeltvurdering og dermed adskille diagnose (hvad der er galt) og funktionsvurdering (hvor godt man mestrer hverdagen) kunne vi igen gøre psykiatrien mere strømlinet og mindre grænseoverskridende.
Diagnoser er navne for sygdomme.
Det er sandt, også selvom færre og færre psykiatere faktisk vil stå ved det, i takt med at diagnoser bliver mere almindelige.
De har travlt med at tage afstand og fortælle, at adhd og autisme da slet ikke er sygdomme – sandsynligvis for ikke at såre nogens følelser.
Problemet er, at hele psykiaterens og diagnosesystemets eksistensgrundlag er benævnelse og bekæmpelse af sygdomme. Derfor vil en diagnose altid være klistret ind i stigma, tabu og en følelse af afsky.
Derfor bør vi bevæge os væk fra en kultur, hvor diagnosen bliver adgangsbilletten til hjælp, og hen imod en praksis, hvor funktionsniveau og støttebehov står mere centralt.