Neurodiversitet blev født som et opgør med normalitetsidealer. I dag udhuler mainstreamens forurening af begrebet den dybe samfundskritik, det egentlig dækker over
https://www.information.dk/debat/2026/06/begrebet-neurodiversitet-ved-mainstream-desvaerre
Udgivet: 21. juni 2026
Når et nyt begreb bliver populært, medfølger ofte en diskursiv kamp, hvor stridende parter forsøger at vinde ejerskab over begrebets betydning. Denne kamp udspiller sig lige nu rundt om begrebet »neurodiversitet«. Hvad betyder det egentlig, og hvem anvender det korrekt?
Hvad neurodiversitet betyder, findes der selvfølgelig ikke nogen objektiv sandhed omkring. Neurodiversitet er et ord – og ord opfører sig nu engang sådan, at de betyder det, som vi lægger i dem. Betydningen bestemmes af anvendelsen; hvordan flertallet bruger ordet.
Problemet er, at jeg lige nu ser flere fagpersoner anvende begrebet i offentligheden på en måde, der udvander dets potentiale og smadrer den store styrke, som ligger gemt i det.
Det gælder blandt andre psykiater Pernille Darling samt psykologerne Anne-Mette Lange og Louise Meldgaard Bruun, der alle har skrevet bøger om neurodiversitet. Det gælder også stemmer som forhenværende politiker Manu Sareen og den flok af fagpersoner, der befolker hans podcastunivers om adhd og autisme.
Hos dem oplever jeg, at en blød humanisme er ved at opsluge en nødvendig samfundskritik. Når neurodiversitet reduceres til, at ’mennesker er forskellige’, og at vi skal rumme de ’anderledes’, lander bolden stadig hos individet. Den neurodivergente bliver blot en pænere betegnelse for den afvigende.
Deres intentioner er sympatiske, og der skal helt klart også være plads til deres perspektiver, men det må ikke blive for dominerende, da neurodiversitet i så fald risikerer at blive til et spørgsmål om forståelse, rummelighed og individuel trivsel, snarere end om de magtforhold og normalitetskrav, der overhovedet gør bestemte måder at være menneske på til et problem.
Lange og Bruuns bog præsenteres som en bog om, at »mennesker er vidt forskellige«, og om, hvordan »forskellige hjerner« kan få de bedste betingelser for at trives. Bogen tilbyder »strategier til en bedre hverdag«, hvilket får den til at lyde som en selvhjælpsbog – ikke en kritisk undersøgelse af strukturelle betingelser.
I Sareens podcast er målet tilsvarende at »sprede viden og forståelse« om adhd og autisme. Det er en god ambition, men ikke en neurodivergent ambition, for her er ambitionen at sprede viden om samfundsmæssig fremmedgørelse og diskrimination.
Neurodiversitet er nemlig ikke bare en ny og politisk korrekt betegnelse for autisme, adhd eller andre diagnoser. Det er ikke en modebetegnelse, der er opstået for at skåne nogens følelser – ligesom da man gik fra at sige »mongol« til »en person med Downs syndrom«, hvor den underliggende betydning forblev den samme. Det er ikke bare en pæn, ny fernis, der dækker over et gammelt sygdomssprog – og begrebet tilhører slet ikke psykiatrien.
Mange af de toneangivende stemmer i den faglige debat om neurodiversitet er dog stærkt forankret i psykiatrien – enten som psykiatere, specialpsykologer og/eller forskere i psykiatri. Jeg oplever, at dette er med til at skævvride debatten væk fra dens oprindelige retning.
Derfor vil jeg for et øjeblik gerne tage de akademiske fløjlshandsker af og sige det direkte: Grabberne væk fra mit kritiske begreb! For begrebet tilhører den kulturkritiske skole.
Begrebet opstod i midten af 1990’erne på lumre teenageværelser, hvor ensomme og anderledes unge gik online og fandt et fællesskab med andre ligesindede. På den måde blev en ny, international subkultur født.
I slutningen af 90’erne anvendte den neurodivergente sociolog Judy Singer for første gang begrebet i en akademisk sammenhæng, og nogenlunde samtidig anvendte journalisten Harvey Blume begrebet i en bred journalistisk sammenhæng. Fælles for dem er, at de tager afstand fra psykiatriens sygdomstænkning.
I 00’erne og 10’erne var den neurodivergente professor i psykologi Nick Walker med til at popularisere betegnelserne neurodivergent og neurominoritet. Og det er også Walker, der opfinder og populariserer den epokegørende skelnen mellem neurodiversitetsparadigmet og patologiparadigmet.
Det afgørende er, at man inden for neurodiversitetsparadigmet ikke blot ser neurodivergente som syge enkeltindivider med private vanskeligheder, men som en ny politisk klasse og en minoritetsgruppe, der bliver sygeliggjort af samfundet. Dette gøres især klart af den neurodivergente filosof Robert Chapman.
Chapman mener, at en vigtig opgave for neurodiversitetsbevægelsen er at genoplive og modernisere antipsykiatrien og den psykiatrikritik, der var på sit højeste i 1960’erne og 70’erne. Dette er vigtigt, da psykiatrien som institution stadig er den instans, der legitimerer sygeliggørelsen med sine diagnoser og sit menneskesyn.
Denne kritik kan selvsagt ikke komme fra mennesker, der arbejder i psykiatrien og har deres liv og karriere hængt op på systembevarelse.
Neurodiversitetsbevægelsen er en folkelig, kulturel og videnskabelig bevægelse, der er opstået som en åndelig efterkommer af kvindebevægelsen, borgerrettighedsbevægelser for etniske minoriteter og queer/LGBT-bevægelsen. Fælles for disse bevægelser er, at de har udfordret forestillingen om, at bestemte grupper er underlegne, defekte eller direkte syge i deres natur.
De har vist, at det, der engang blev opfattet som individuelle mangler, i virkeligheden ofte var resultatet af sociale hierarkier og institutionel eksklusion.
Derfor er neurodiversitetsstudier også ved at vinde frem på flere universiteter ude i verden. Det videnskabelige sigte er at blotlægge den samme type af diskriminerende strukturer, som feminismen, queerteori og kritisk raceteori allerede har gjort i forhold til deres minoriteter.
Inden for neurodiversitetsforskningen handler det altså om at tage ved lære af de indsigter omkring marginalisering, som de andre kritiske skoledannelser allerede har gjort sig – og jeg kan fortælle, at der er slående mange paralleller.
I udlandet er man allerede begyndt at omtale neurodiversitetsbevægelsen som vores generations nye, store minoritetsbevægelse. Kulturelt har vi diskuteret queer de seneste tyve år, og de næste tyve år vil nok gå med at diskutere neuro. Derfor vil neurodiversitetsstudier sandsynligvis også snart vinde frem i Danmark.
Men jeg kan frygte, at studieledere og dekaner på landets universiteter kommer til at få fagets indhold galt i halsen, hvis de lytter for meget til mainstreamens forvanskning af den dybe samfundskritik, som begrebet egentlig dækker over.
Derfor vil jeg gerne opfordre universiteterne til lige at tage fat i mig, inden de sammensætter pensum. Jeg hjælper gerne med at lede uden om misforståelserne, så både den psykiatriske sygdomstænkning og individualismen overskrides.
De seneste uger har der været en heftig debat her i Information om, hvorvidt højrefløjen vinder kultur- og idékampen, fordi de har bedre ideer end venstrefløjen. I min optik er neurodiversitet netop en radikal ny idé. En idé, der ligger i forlængelse af den bløde, venstreorienterede tanke om diversitet og inklusion, men som samtidig også fremfører en slagkraftig kritik af blandt andet kognitiv kapitalisme og kognitiv imperialisme.
Neurodiversitet er kort sagt et politisk anliggende, der dog stadig af mange ikke rigtig opfattes som noget politisk endnu – måske netop på grund af udvandingen af begrebet.
I sidste ende handler den diskursive kamp om, hvad du og jeg intuitivt kommer til at tænke på, når nogen taler om neurodiversitet: Bliver tankerne ledt hen på et godhjertet, men fladt pussenussebegreb, der handler om, at der også skal være plads til de ’anderledes’? Eller tænker man på politik, strukturel uretfærdighed og de magtforhold, der sygeliggør dem, der falder uden for normalen?
Jeg er klart fortaler for det sidste.