6. marts 2024
Det er antagelsen om, at diagnoser er biologiske defekter, der er problemet. Det er en racisme rettet mod bestemte typer af hjerner, der lærer børn, at de er forkerte
Diagnoser kan ikke føre til en meningsfuld selvindsigt. Det var konklusionen i en kronik af en lægestuderende, som Information bragte forleden. Det vil jeg som psykologistuderende med autisme, ADHD og dysleksi gerne sige noget til.
Det reddede mit liv at forstå mine diagnoser som tegn på neurodiversitet. For mig var det en livsændrende indsigt, som andre potentielt bliver afskåret fra, så længe bedrevidende lægetyper udtaler sig om psykosociale mekanismer, de slet ikke er uddannet til at forstå.
Sygeliggørelsen af neurodiversitet er en moderne form for racisme, som kan tænkes at ligge til grund for en stor del af den mistrivsel, vi netop befinder os i. Når jeg anvender begrebet racisme, så mener jeg det ret bogstaveligt. Det gør jeg, fordi de evolutionære mekanismer, der skaber sorte og hvide kroppe, nærmest er identiske med dem, der skaber neurodiversitet.
Der findes rigtignok ikke en entydig ætiologisk forklaring på autisme og ADHD – altså en sammenhængende beskrivelse af oprindelsen og udviklingen af neurodiversitet i det enkelte individ. Det er dog kun tilfældet for den ontogenetiske ætiologi – altså neurodiversitetens udvikling i individet.
Der findes omvendt en god mængde evidens for den fylogenetiske ætiologi – altså neurodiversitetens oprindelse og udvikling i menneskeheden som race. Dette kaldes også neural darwinisme og bygger på de samme principper om selektion og variation som den generelle evolutionslære. Neural darwinisme er en anerkendt teori, der første gang blev fremsat af den nobelprisvindende neurolog Gerald Edelman.
Mennesket er planetens enevældige hersker, skønt vi faktisk lidt er nogle svæklinge: ingen skarpe kløer, store hjørnetænder, varm pels eller vandafvisende fjer. Hemmeligheden er, at vores opsplitning i racer og arter ikke primært er sket gennem variationer i den ydre krops egenskaber – altså kløer og tænder. Vores tilpasning til miljøet er derimod variationer i vores indre usynlige hjernestrukturer.
Nye fuglearter kan opstå, når den naturlige selektion fører til, at ens individer udvikler sig i divergerende slægtsbaner med slutteligt store forskelle. I én slægtsbane udvikles måske længere og længere næb og i en anden skarpere kløer.
For mennesket er det dog ikke kroppen, men hjernen, der gennem evolutioner har splittet sig i neuroslægter. Det betyder, at der er opstået nyttige forskelligheder i vores kognitive funktioner såsom sansning, føling, tænkning, opmærksomhed, hukommelse og meget mere.
På arbejdspladsen er det chefens opgave at sammensætte et effektiv team, hvilket ofte sker ved gruppedannelse af mennesker med forskellige, men komplementære egenskaber. I stenalderen kom klanmedlemmernes kompetencer ikke fra årene på skolebænken, men fra neuroslægternes hjerneindretning. Eksempelvis ved man, at hjerneindretningen hos ordblinde fører til en enormt god rumforståelse og visuelle færdigheder – de var klanens stifindere og vejvisere. Autister var vidensbanken – biblioteket med bøger om de spiselige svampe og meget andet.
Diagnoser er et forsøg på at kategorisere neuroslægternes hjerneindretninger. Det er dog en lige så utaknemmelig opgave som at definere, hvad en ’dansker’ er. Findes danskere? Ja da. Vil der nogensinde blive enighed om, hvad en rigtig dansker er? Nok ikke. Er det diskriminerende at reducere et menneske til dets diagnose eller nationalitet? Det vil jeg mene.
Det kan være en fordel at forstå diagnoserne lidt ligesom arketyperne i eventyr: den uskyldige jomfru. Den modige ridder. Den vise gamling. Findes disse klicheer i virkeligheden? Ja, men det er kun et fåtal, der har netop den eksemplariske adfærd, der skaber en en til en-overensstemmelse med stereotypiens skabelon. Diagnoser er et reducerende udsnit af karaktertræk, der aldrig kan eksistere uafhængigt af hele personens identitet.
Diagnoser er ikke en beskrivelse af sygdomme, men mennesketyper ligesom nationaliteter og etniciteter. I stenalderen var ADHD en beskrivelse af klanlederens kernekompetencer. Folkeskolens krav om langvarigt og stillesiddende arbejde kan dog hurtigt forvandle klanens leder til klassens problembarn – selv om de har nøjagtig samme genetik.
Arnestedet for min lidelse var netop folkeskolens traumatisering. Traumatiseringen var dog kun mulig for folkeskolen i kraft af de psykiatriske diagnosers beskrivelse af min hjerne som noget ødelagt, der skulle fikses. Kuren var i virkeligheden en sygeliggørelse, som de kaldte for hjælpeundervisning.
Hjælpeundervisningen foregik i et kælderlokale, der både føltes fortættet, omklamrende og helt forladt. Jeg var blevet revet ud af mit klassefællesskab og pakket herned i det grå-blå rum, fordi jeg nu skulle træne det, som jeg åbenbart ikke kunne finde ud af.
Jeg gik nok i 2. klasse. Jeg og den gamle dame skulle lave et eller andet kedeligt med en fodbold. Med et strengt blik rakte damen bolden frem foran mig. Jeg skulle styre mig, sagde hun. Ja, sagde jeg. Nu skulle jeg ikke sparke til den, sagde hun. Ja, sagde jeg og rullede med øjnene. Jeg tænkte, at hun måtte tænke, at jeg var en komplet idiot. Hun løftede øjenbrynene. Selvfølgelig! sagde jeg flabet. Jeg er ikke dum!
Det gibbede i hele min krop, da boldens vante overflade rørte mine fingre. Alt i min krop kendte instinktivt meningen med boldens eksistens. Min fod emmede af forventning. Den ville hives tilbage, drives frem og så forløses i et længe ventet møde med bolden.
I en glidende bevægelse satte jeg vidunderet foran mine fødder og lossede med alt, hvad jeg havde. Men bolden gik skævt og ramte en boks med lysstofrør, der rev sig fri fra loftet, faldt ned og dinglede halvvejs til gulvet i nogle løsrevne kabler. Det slog gnister et sted i mørket. Skiftevis var vi indhyllet i mørke og et underligt forvrænget lys.
»Dig kan man ikke stole på,« konstaterede damen tørt, nærmest for sig selv. Så åbnede hun døren til gangen og lod mig være alene i mørket.
Jeg var aldrig impulsiv igen. Undertrykkelsen af mit selv blev barndommens autopilot. Jeg troede på, at jeg var syg, og at sygdommens symptomer var min krops spontane fornemmelser, intuitive følelser og indre impulser. De sagde, at jeg var rask, når bortjagelsen af mig selv var mest intens. Begejstring og lyst var forræderiske følelser. Netop den intuitive glæde, der drev mig til at sparke bolden, var sygdom i forklædning, havde jeg bittert lært.
Mine problemer har tæt relation til min neurodiversitet, men er et produkt af en udefrakommende traumatisering med begyndelse i min tidligste identitetsdannelse. Undertrykkelsen af selvfornemmelsen ledte til problemer med selvfølelsen, selvforståelsen, selvfremstilling – kort sagt hele min identitet.
Identitetsdannelse og identitetspolitik er to sider af samme mønt. Målet er at slippe for den undertrykkelse, der hæmmer udviklingen af uønskede identiteter. Det er en politisk kamp for retten til noget så intimt som at sidde derhjemme og opleve glæden i maven som en følelse, man ikke skal frygte.
Den psykiatriske anvendelse af diagnoser er ikke forkert i sig selv. Diagnoserne kan rigtignok anvendes til en overfladisk kommunikation mellem læger. Djævlen i detaljen er den implicitte antagelse om, at diagnoser er biologiske defekter. Det er misforståelsen, som skyggede for indsigten, der ændrede mit liv.
Neurodiversitet er en politisk folkebevægelse. Det er et værktøj til at tilgive sig selv. Det er et råb fra en ven i nød. Det er udpegning af racisme rettet mod hjerner, ikke kroppe. Det er en identitetspolitisk indsats for, at vores børn kan få lov til at blomstre op som de vidundere, de faktisk er. Det er en mulighed for at kæmpe for dem, man elsker.