3. august 2025
Jeg var udadreagerende som barn. Aggressiviteten kunne lyne fra mig. Jeg fik en håndfuld diagnoser, men det hjalp ikke meget. Jeg spassede stadig ud. Få spurgte hvorfor.
I stedet begyndte de voksne at holde mig nede, når jeg ikke kunne holde ud at være i min egen krop. Jeg blev lagt i armlås. Jeg blev holdt i benlås. Det mente de voksne var det rigtige at gøre.
Jeg har kæmpet med kropstraumer lige siden.
Min egen krop bliver ofte et ulideligt sted at være, og andres kroppe føles farlige. Med sådan en krop er sex ikke sjovt. Med sådan en krop er sund intimitet nærmest umuligt. Det er problemer, jeg har måttet løse på egen hånd, da det offentlige sundhedsvæsen ikke har kunnet tilbyde den nødvendige hjælp.
Derfor er der noget, jeg gerne vil sige om den nye psykiatriplan: Ambitionsniveauet er for lavt, og planen afspejler ikke WHO’s anbefalinger.
WHO har længe appelleret for et paradigmeskift. Organisationen ønsker en grundlæggende omstrukturering til en humanistisk psykiatri. Den politiske fastholdelse af det nuværende biomedicinske paradigme vil fortsat få store konsekvenser.
En humanistisk psykiatri vil i højere grad have fokus på omsorg, tryghed, forståelse, medinddragelse og traumer. Alt sammen noget, som jeg hungrede efter – modsat de autoritære formaninger og upersonlige tilbud om medicin, som jeg blev tilbudt.
Udfordringer som mine kan den nuværende psykiatri ikke løse, da den simpelthen mangler den relevante viden og det nødvendige menneskesyn.
Som samfund mangler vi samtaler om og fagbegreber til at beskrive den ødelæggelse af psyken, der sætter sig i kroppen. Med den nye psykiatriplan ser jeg ikke dette blive italesat. Heller ikke på den psykologiuddannelse på Københavns Universitet, som jeg netop har afsluttet, har de nødvendige perspektiver været repræsenteret.
Faktisk er det modsatte tilfældet.
På Københavns Universitet underviser man stadig de psykologistuderende i Applied Behaviour Analysis, hvilket er den ’adfærdsterapi’, som de voksne i sin tid anvendte over for mine vredesudbrud. Applied Behaviour Analysis er historisk og teoretisk beslægtet med Gay Conversion Therapy (omvendelsesterapi af homoseksuelle), hvilket er en form for ’adfærdsterapi’, som man i Danmark for længst har givet sparket.
Trods de veldokumenterede traumatiske konsekvenser og de uetiske aspekter danner Applied Behaviour Analysis stadig det primære grundlag for de psykologistuderendes viden om autisme.
Jeg og flere andre har haft mange samtaler med både professorer og institutledere om dette, og de siger ofte det samme: De er egentlig godt klar over de videnskabelige huller på uddannelsen, men, som de siger, skal de uddanne os til at varetage den sundhedsfaglige rolle, som bliver defineret politisk. En sundhedsfaglig rolle, som sandsynligvis kun vil blive mere snævert defineret, når den netop vedtagne autorisationslov træder i kraft.
Så længe der politisk fortsat udstikkes en vanlig og gammelkendt biomedicinsk retning, må de sundhedsfaglige kompetencer nødvendigvis også gå den vej. Manglen på en ny politisk vision har altså pinligt konkrete følgevirkninger – både på universiteterne og efterfølgende i psykologers og psykiateres daglige virke.
Det politiske menneskesyn skaber en lavine, der drypper ud i alle dele af samfundet.
Peter Levine er en af verdens førende traume- og kropsterapeuter. Det er hans bøger, der har lært mig, hvordan fortidens overgreb stadig sidder i min krop.
Tonisk immobilitet kalder han det. Muskelspændt fastlåsthed hedder det på jævnt dansk. Mine muskler er stadig lammet og låst fast i den hjælpeløse stilling, som opstod dengang, de voksne holdt mig nede. Jeg har måttet lære, hvordan jeg befrier mine fastlåste lemmer fra fortidens traumer. Det kræver en særlig forståelse af psyken og en bestemt terapeutisk teknik.
Trods Levines internationale popularitet og hans behandlingsmetoders effektivitet havde jeg aldrig hørt om ham og hans metoder – hverken i mine mange møder med sundhedsvæsenet eller på universitetet.
Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor det forholder sig sådan, men noget af årsagen kan tænkes at være, at hans metoder falder ind under et sundhedsparadigme, der lige nu ikke er officielt anerkendt i Danmark. Valget af dette sundhedsparadigme handler om politik, ikke videnskab.
Jeg måtte på egen hånd forstå, hvordan tonisk immobilitet er en primitiv overlevelsesstrategi, der stadig styrer mig. Overlevelsesstrategien er mejslet ind i min krybdyrshjerne.
Når en hvilken som helst levende organisme trues på livet, har organismen tre grundlæggende måder at reagere på: frys, flugt og kæmp. Tonisk immobilitet er i sin kerne en uforløst frysreaktion. Min muskelspændte fastlåsthed er et fastfrossent møde med døden, som jeg aldrig er kommet ud af.
Kroppen er smart, når den skal dø. For at skåne os fra den smertelige oplevelse af at blive flænset af en løve kappes forbindelsen til hjernens emotionscenter. Krop og sind afkobles fra hinanden. Sansningen finder nu passivt sted uden følelser. Den ydre verden opleves som en film.
Jeg overlevede. Jeg overlevede, fordi jeg aldrig var rigtig truet på livet – men det vidste mit naive kropssind som barn ikke. Omsorgspersonerne overfaldt mig. Enden var nær. Derfor er jeg stadig parat til at dø.
Sådan levede jeg længe. Kronisk tomhed fyldte mig. Jeg beskyttede mig selv ved at trække mig væk fra verden. Følelsen af fare forsvandt måske en smule, men tomheden blev kun værre.
Tomheden blev altopslugende. Jeg kunne være til stede blandt mennesker og samtidig føle mig helt alene. Jeg kunne smile og svare på spørgsmål uden overhovedet at mærke, at det var mig, der talte. Jeg blev god til at fungere udadtil – netop fordi jeg havde lært at afbryde forbindelsen til det indre.
Men det er en farlig evne. Det er en beskyttelsesstrategi, jeg ubevidst havde indlært efter overgrebene på min krop, men det kunne ingen se eller forstå, eftersom vi mangler det rette sprog til at italesætte sådanne problemer.
Så fik jeg flere diagnoser. Angst og depression denne gang. De gav mig piller. Det hjalp lidt på symptomerne, men ikke på det egentlige problem.
Der findes sandsynligvis mange danskere, der kæmper med problemer som mine. De færreste er nok lige så heldige og stædige som mig. De snubler ikke selv over Levines metoder. Deres trivsel er derimod afhængig af sundhedsansatte, der både kender til og kan tilbyde den rette behandling.
Det er et alvorligt problem, at vores sundhedsvæsen i så høj grad hviler på et ensidigt paradigme. Ikke fordi det biomedicinske ikke har sin plads, men fordi det ikke kan stå alene. Når vi reducerer psykisk lidelse til kemi og diagnoser, reducerer vi samtidig mennesket til noget målbart, forudsigeligt og passivt.
Men vi er ikke passive objekter, der skal reguleres. Vi er levende mennesker med erfaringer, længsler og fortællinger, der kræver en anden form for opmærksomhed.
Lige nu blokeres der dog politisk for det nødvendige paradigmeskift. Jeg tror hverken, at årsagen er ond vilje eller politisk modstand. Jeg tror, det handler om vane, uvidenhed og manglende faglig indsigt fra politikernes side. Derfor er det afgørende, at fagpersoner og mennesker med egne erfaringer bliver ved med at råbe op.
Vi må insistere på at italesætte den vision, det menneskesyn og den faglighed, som psykiatriplanen specifikt og sundhedsvæsenet generelt bygger på. Ellers når vi aldrig WHO’s målsætning om en humanistisk psykiatri.