13. august 2024, 19.20
Jeg har altid følt mig dum. Som barn var jeg ordblind og uden for fællesskabet. Det har givet mig et livslangt mindreværd at kæmpe med. I dag stiller jeg mig på litteraturens tykkeste værker i et forsøg på at blive høj nok til at se ind over hegnet til den skolegård, hvor de andre legede.
Jeg blev tidligt hævet ud af klassefællesskabet og efterladt i et lille rum med en hjælpelærer. Min afsondring fra de andre var ment i den bedste mening, men det lagde også grunden til mobning og forkertgørelse.
Indtil 6. klasse gik jeg på en skole i Hellerup. Her følte jeg mig værdiløs af flere grunde, men især fordi mine skolefærdigheder var værre end de andres og derfor ikke værd at samle på. Jeg blev set som dum, og jeg følte mig dum, men jeg var aldrig dum i gængs forstand. Dysleksi er nemlig en form for neurodivergens, som ikke påvirker personens IQ. Den ordblinde hjerne har foretaget en byttehandel med evolutionen, da den i kompensation for sine læsevanskeligheder i stedet har modtaget bedre visuospatiale evner og rumforståelse.
At netop ordblindhed var årsagen til mine læsevanskeligheder, lærte jeg dog først vigtigheden af at kende, da jeg skiftede skole. Jeg måtte nu udholde to år i en nordjysk specialklasse, hvor man ikke skelnede mellem ordblindhed og generelle læsevanskeligheder. Her havde de andres vanskeligheder nok i højere grad forbindelse til lav IQ eller socialt omsorgssvigt.
Iblandt dem følte jeg mig nu både forkert over min dumhed og skamfuld over min kloghed. Jeg kedede mig i klassen, følte mig bedre end de andre, men samtidig også uduelig, så snart jeg kom hjem til nabovennerne og skulle spille Dungeons and Dragons.
Først på ordblindeinstituttet i Ballerup oplevede jeg en vis mængde ro. Her var vi alle ligesindede. Jeg kan ikke sende nok ros til de dygtige og kompetente lærere på skolen, som lærte mig at læse og skrive. I dag vil jeg karakterisere mig selv som ”læsende ordblind”. Ordblindhed er nemlig ikke noget, man kommer over. Jeg læser og staver nok gennemsnitligt i dag, men mindreværdsfølelsen sidder stadig i mig som en ædru alkoholikers tørstige stemme. Opvæksten som ordblind har formet min identitet så grundlæggende, at det ville være identitetsudslettende at lade den synke ned i glemsel. Som voksen har jeg undervist i avanceret videnskabsteori og forskningsdesign på universitetet, men jeg ex’er stadig indeni, blot ved tanken om at skulle skrive noget på en tavle. Koldsveden og angsten er et vilkår, men de er ikke i kontrol. Alle de stavefejl, der uomgængeligt er i mine slides, har jeg lært at acceptere. De er der.
Det er ikke uden grund, at jeg har valgt at interessere mig for det sværeste emne, som jeg har kunnet opstøve. Jeg mindes en doven søndag i mit køkken, hvor radioen skiftede til en udsendelse med Jesper Binzer, forsangeren i rockbandet DAD.
Jesper fortalte om sit skammelsyndrom. I al sin enkelhed gik det ud på, at han følte, at han skulle være bedre end andre, før han var lige så god som andre. Når han stod ved siden af nogen, så følte han sig mindre end dem og behøvede derfor en skammel at stå på for at komme i øjenhøjde. Skamlen var en metafor for hans mindreværd. Hans mindreværd satte ham altid i relationelt minus, så hans følelse af ligeværdighed opstod først, når han følte sig som den mest værdifulde. For at være berettiget til fællesskabet måtte han altid give mest, være mere end andre og tilbyde dem mere, end de gav – og mere, end han havde at give.
Det er i hvert fald sådan, jeg husker radioprogrammet. Måske jeg lægger mine egne ord i Jespers mund, men de resonerer stadig levende i mig. Jeg husker ikke, hvad Jespers skammel var — nok hans musik, nu når jeg tænker mig om. Min skammel er mine bøger. Ironisk nok de selvsamme bøger, der engang ekskluderede mig fra fællesskabet.
I dag står jeg på bøgerne for at være lige så høj som jer. På mine stylter ser verden en anelse anderledes ud. Jeg ser et paradoks. Hvis du nogensinde har prøvet spontant at citere Martin Heideggers konceptualisering af Das Man fra værket Væren og Tid, så ved du, hvad jeg taler om. Det kræver det rette rum med det rette publikum, hvilket jeg kan fortælle, at der ikke findes mange af. Normalt vender folk det døve øre til, og så står jeg igen alene uden for fællesskabet — på grund af de samme bøger som altid.
Jespers skammel har løftet mig op i et luftlag, hvor kun de forvildede fugle bor. Engang troede jeg, at andre ikke ville mig, fordi jeg var for dum. Dumhedsfølelsen drev mig så hertil, herop i den tynde lufts stilhed. Det føles knastørt, at min strategi til at komme tættere på andre nu har ført til en anden afbefolket verden. Nu er jeg måske ikke længere en taber, men derimod en nørd, blærerøv, eller også er jeg arrogant. Et stykke jantelov uden for sin plads.
Jeg bliver til stadighed tolket som arrogant. Hvad de ikke ved, er, at jeg kun er blevet rig på intellektuel værdi, fordi mit mindreværd har fået mig til altid at føle mig fattig. Jo ældre jeg bliver, jo mere medføling får jeg med andre i mine sko. Det er sgu hårdt arbejde at komme derop – jeg ved, hvad jeg taler om. Det kræver en helt særlig form for motivation, før man gider tilkæmpe sig den plustilstand af værdi, der supplerer sin værdighedsfølelse.
Uagtet det mærkat, som jeg tror, at andre sætter på mig, så ved jeg, at det aldrig siger hele sandheden. Det er måske ægte for dem, men ikke for mig. Deres dom af mig fængsler kun dem selv, den indsnævrer kun deres egen mulige samværen. Solen soler, og verden verdner, som Heidegger skriver. Min skammel slipper jeg nok aldrig af med, men heldigvis kan jeg lære at sætte mig ned på den.