31. oktober 2024, 11.54
Neurodiversitet, psykiatri og mental sundhed er hjertesager for enormt mange mennesker. Faktisk så mange, at jeg mener, de har potentialet til at løfte et nyt parti over spærregrænsen.
Nyere forskning estimerer, at 82 procent af den danske befolkning i fremtiden vil blive berørt af psykisk lidelse i sådan en grad, at de vil have gavn af professionel hjælp.
Andre forskere estimerer samtidigt, at omkring 20 procent af verdens befolkning er født som neurodivergente. Denne neurodivergente minoritetsgruppe menes at udvikle forskellige former for psykisk lidelse, fordi de strukturelt får undertrykt naturlige sider af deres identitet, hvilket kan lede til stress, angst, depression og andre former for patologi.
Et nyt parti med ovenstående mærkesager øverst på dagsordenen vil derfor tale ind i en både identitetspolitisk og sundhedspolitisk dagsorden, hvilket er to fokusområder, der i sig selv har substans nok til at skabe slagkraftig politik, der resonerer hos rigtig mange danskere.
De primære udfordringer for et politisk paradigmeskift på psykiatriområdet drejer sig ikke om praktiske forhindringer, men om politisk vilje og modet til forandring. Lige nu ses der dog en massiv mangel i det politiske landskab på partier, der ikke blot foreslår at kaste flere penge ind i den nuværende psykiatri – der mangler partier, som tør at stå på mål for et helt nyt menneskesyn.
Jeg savner et parti, som udstråler håb på det psykiatriske område. Jeg savner et parti, som tør tro på, at radikal forandring er muligt og godt. Hvis denne tro på realistiske alternativer ikke både er meningen bag og essensen af folkestyret, så ved jeg snart ikke, hvad der er.
Trivselsspørgsmålet føles tvingende relevant for så mange mennesker, fordi psykisk sygdom har en enormt indgribende effekt på dagligdagslivet. Faktisk kan det grundlæggende ændre hele ens livssituation. Derfor ser man også, at personer berørt af mental mistrivsel pludselig kan udvikle et flammende engagement i sundhedspolitiske spørgsmål, da politiske beslutninger på dette område simpelthen har magt over deres mest fundamentale ve og vel.
Psykisk mistrivsel påvirker nemlig de mest intime og betydningsfulde områder af livet. Uanset om det handler om en selv, ens børn, familie eller nære venner, så har tilstedeværelsen af psykisk lidelse evnen til at overskygge alle andre problemer.
Man siger, at et emne kan få politisk gennemslagskraft, når det drejer sig om konkrete og nærværende trusler mod borgerens helbred eller forringelser af deres livskvalitet. Derfor resonerer indvandrerpolitik ofte hos så mange vælgere.
Trivselspolitiske spørgsmål rammer på samme facon et tema i tidsånden, der kan få mindst lige så meget folkelig opbakning. For mange danskere opleves bølgen af mistrivslen som en diffus, men yderst hverdagsaktuel trussel mod hele deres livsgrundlag. Det truer simpelthen muligheden for lykke og sund livsudfoldelse.
Trivselsspørgsmålet er også en lavthængende og stadig uplukket politisk frugt, fordi udbredt mental mistrivsel simpelthen aldrig før har været et tema på samme måde som nu. Mange danske vælgeres holdning til dette tema har derfor også forandret sig hurtigt og radikalt på relativt kort tid. Som en psykologkollega sagde til mig forleden, så har kritikken af psykiatrien eksisteret siden 1970’erne, men først nu begynder de politiske argumenter at vække genklang i den brede befolkning, da middelklassens børn nu er begyndt at blive berørt.
Om vi ønsker at stå ved det eller ej, så er vi mennesker ret egoistiske og sætter vores kryds ud fra de livsomstændigheder, vi nu engang går og bokser med. Med stadig voksende hast rammes flere og flere middelklasseborgere af psykiske problemer, der sætter dem i kontakt med psykiatrien.
Her erfarer store dele af befolkningen nu på egen hånd, at noget er rivravruskende galt. Denne kollektive frustration er stadig relativt uartikuleret som ideologisk projekt, men har potentialet til at blive en lige så vigtigt politisk dagsorden som klima, skat, indvandring og andre af samtidens vigtigste temaer.
Vigtigere endnu, så kan mental mistrivsel være så omsiggribende, at spørgsmålet kan tænkes ikke bare at flytte én persons stemme, men hele familiers. Jeg har i hvert fald mødt både forældre og bedsteforældre, der var så oprørte over deres (barne)barns mistrivsel, at de ville give deres højre arm for at hjælpe deres elskede.
Jeg tør vædde på, at i hvert fald et vist antal af disse pårørende vil være villige til at sætte kryds et nyt sted på stemmesedlen, hvis de fik en reel mulighed for at støtte et parti, der for alvor tog trivselsspørgsmålet seriøst.
Lige nu er psykiatriens store udfordring, at der mangler nytænkning på området. Der mangler nytænkning i tilgangen til, hvordan staten bedst hjælper borgeren i nød. I sin essens handler dette om modet til at prøve noget nyt, og om at have den politiske magt til forandring – ikke meget andet. Løsningen er nemlig ikke mere psykiatri (læs; dyrere), men en helt anden psykiatri. Løsningen er heller ikke mere psykoterapi, men en helt anden psykoterapi.
Det efterspurgte sundhedspolitiske nybrud er altså hverken et spørgsmål om kedelig økonomi eller praktik. Og der findes allerede righoldige videnskabelige planer for, hvordan man med fordel kan omtænke hele vores psykiatriske system fra bunden af.
Spørgsmålet, der nu står tilbage, er derfor, om et nuværende parti for alvor når at sætte sig på mærkesagen, inden et nyt parti med trivselsagendaen øverst på dagsordenen får så meget medvind, at de suser hele vejen ind i folketingssalen.