27.02.26 Kl. 18:00
Medforfatter: Sarah Liv Vangsgaard Winge
Den kendte filosof Friedrich Nietzsche skrev i 1882 de berømte ord “Gud er død” i værket Den muntre videnskab. Udtalelsen misforstås ofte som et mystisk udsagn om det overnaturlige, men er i virkeligheden en benhård kulturkritik. Med udsagnet mente Nietzsche, at videnskaben havde undergravet kristendommens rolle som grundlag for sandhed og moral. Gud kunne ikke længere anvendes som årsagsforklaring i en tid præget af oplysning og fornuft.
Ligesom i Nietzsches tid står vi nu midt i et lignende paradigmeskifte i måden, vi forstår psykisk sundhed og lidelse på. Problemet i dag er dog, at videnskaben har undergravet sig selv – mere præcist har den psykiatriske forståelse af psykisk lidelse skabt en næsten lige så firkantet og dogmatisk lidelsesfortælling som kristendommens rablerier om indre dæmoner og medfødt arvesynd.
Efter erkendelsen af “Guds død” blev vi i Vesten kastet ud i et ideologisk magttomrum, hvori en ny autoritet måtte legitimere “sandheden om menneskets væsen”. Den franske filosof Michel Foucault pegede allerede i 1970’erne på, hvordan videnskaben i almindelighed og psykiatrien/psykologien i særdeleshed var ved at overtage pladsen som samtidens sandhedsautoritet og den moralske udpeger af “det gode og rette liv”.
Også den højt respekterede videnskabsfilosof Karl Popper advarede i samme periode om denne udvikling. Popper beskrev, hvordan vi i Vesten har bevæget os fra at læse i “Guds store bog” til at læse i “naturens store bog” – altså fra teologiske dogmer til naturvidenskabelige doktriner.
I dag er denne biologiske “sandhed om mennesket” i høj grad koncentreret i psykologiske og psykiatriske lærebøger, der af mange fagpersoner tolkes med den samme form for blind gudsfrygt, der kendetegnede præsternes højtlæsning af Bibelen. Den evindelige kritiske refleksion, der ifølge Popper er en forudsætning for tro på videnskaben, er ofte overdøvet af institutionel magt, videnskabelig selvhellighed og faglig ortodoksi.
Dette ses tydeligt i Danmark anno 2026, hvor mennesker forstås og kategoriseres ud fra diagnoser, som var der tale om gudgivne sandheder. Det ser altså ud, som om vi har erstattet den kristne Bibel med den kliniske bibel: diagnosesystemerne ICD og DSM.
Denne analyse bakkes da også op af den amerikanske sociolog Allan Horwitz i hans værk DSM: A History of Psychiatry’s Bible. Her påpeger Horwitz, hvordan diagnosesystemet DSM gradvist har overtaget Bibelens rolle som Vestens primære kulturelle og moralske kompas. DSM fungerer i dag ikke blot som et teknisk redskab for psykiatere, men kan i praksis betegnes som verdens mest indflydelsesrige bog – næst efter Bibelen – idet den definerer rammerne for, hvad vi overhovedet kan tænke om menneskets psyke og sjæl.
Det er nu fra diagnosesystemerne, at “sandheden om menneskets væsen” strømmer.
Dette peger Svend Brinkmann da også på i sine analyser af diagnosesamfundet. Sundhed er i dag blevet en form for sekulariseret religion, som alle vores moralske spørgsmål i stigende grad kredser om. Den rette handling er den sundhedsskabende handling. Det rette sind er det sunde sind. Når fraværet af en diagnose gøres synonymt med nærværet af sundhed, bliver diagnoser også det absolutte kriterium for, hvad der opfattes som et legitimt menneskeliv.
Derfor vil vi gerne opdatere Nietzsches udsagn til vores nuværende kulturelle kontekst: Diagnosen er død.
Hvis vi fortsat lader diagnoser definere mennesket, så risikerer vi at gentage kristendommens reduktionistiske menneskesyn. Dengang forklarede man lidelsen med usynlige dæmoner. I dag forklares det samme med iboende biokemiske defekter – argumentet er anderledes, men dynamikken er den samme.
At erklære diagnoserne for døde er en invitation til at gentænke psykisk lidelse på mere menneskelige præmisser.
En måde at gentænke hele diagnosesystemet på ser man heldigvis allerede udfoldet i fx Power Threat Meaning Framework (PTMF), som er udviklet af bl.a. de britiske psykologer Lucy Johnstone og Mary Boyle under British Psychological Society.
I stedet for at reducere menneskers lidelse til kvantitative kategorier og et-ords-diagnoser, så tager PTMF udgangspunkt i beskrivelser af den enkeltes livshistorie. Rammen spørger ikke: Hvad er der galt med dig? – men derimod: Hvad er der sket med dig?, hvilke magtforhold har du været udsat for?, hvordan har du skabt mening i det? og hvilke strategier har du udviklet for at overleve?
Dermed erstatter PTMF den diagnostiske kassetænkning med kvalitative, kontekstuelle casebeskrivelser, hvor psykisk lidelse forstås som meningsfulde reaktioner på belastende livsomstændigheder snarere end som indre defekter. Der anvendes altså et bredere og mere helhedsorienteret blik på den enkeltes lidelser.
Et konkret eksempel på dette kan være en voksen, der i barndommen har været udsat for seksuelle overgreb. I en PTMF-baseret caseformulering beskrives de faktiske omstændigheder samt hændelsens relationelle magtforhold og trusselsbillede, hvilket samlet set er med til at placere lidelsen i en konkret social og biografisk kontekst frem for i individets indre som en iboende defekt.
Herefter beskrives de overlevelsesstrategier, som personen kan have udviklet i mødet med magtesløshed og rædsel. Dissociation fra kroppen kan have været en nødvendig måde at udholde det uudholdelige på. Samtidig kan der være opstået en skambaseret identitet, hvor barnet internaliserede ansvaret for overgrebene. Et kronisk aktiveret nervesystem bliver ligeledes forstået som et forsøg på tilpasning, der senere kan gøre følelsesregulering vanskelig.
Styrken ved disse kvalitative beskrivelser er, at de viser årsag og indre dynamik i lidelsen. De forklarer, hvorfor bestemte mønstre opstår, og hvordan de fungerer – i stedet for blot at navngive adfærd gennem forsimplede diagnostiske etiketter.
PTMF har samtidig den afgørende fordel, at den genindsætter en vigtig videnskabelig ambition i psykiatrien. I dag bygger psykiatriske diagnoser primært på symptomatologi, hvilket betyder læren om symptomer. Denne forældede kategoriseringspraksis står i skærende kontrast til alle andre store medicinske specialer, der anvender ætiologi – forstået som læren om lidelsens oprindelse – til at klassificere med. Ætiologiske årsagsbeskrivelser er altid at foretrække, da kendskab til lidelsens årsag og udviklingsdynamik giver langt bedre mulighed for behandling.
Dertil kommer, at diagnoser med grundlag i symptomatologi i deres grundform er tautologier, altså cirkelslutninger. De beskriver overfladisk adfærd og symptomer, men forklarer dem ikke. At sige, at et menneske er hyperaktivt, fordi det har ADHD, er logisk set en meningsløs sætning. Det svarer til at sige, at personen er hyperaktiv, fordi vedkommende bevæger sig meget. Diagnosen giver et navn for det, vi ser – ikke en årsag eller forklaring.
Vi har allerede mange personlige fortællinger og viden fra andre behandlinger, der understøtter, at et paradigmeskifte i forståelsen og behandlingen af psykisk lidelse er nødvendigt. Psykiatriens og samfundets perception trænger til en kognitiv omstrukturering af, hvad psykisk lidelse overhovedet er.
Når vi siger, at diagnosen er død, er det derfor ment som en kulturel erkendelse på linje med Nietzsche. Diagnosesystemet har overlevet sig selv. Det, vi nu mangler, er modet til at erkende dette politisk. Ellers vil vi som kultur kun synke dybere ned i fortvivlelse og mismod, mens vi klamrer os til et menneskesyn, der allerede har spillet fallit.