Udgivet: 10 April 2024
Der findes en del forskellige former for privilegier. Jeg har mange papir-privilegier, fordi min adhd, autisme og dysleksi har været veldokumenteret, siden jeg var helt lille.
Det kan jeg takke min psykolog-mor for. I min barndom arbejdede hun sammen med psykiatere og læger. Hun lærte papirsystemet at kende, hvilket er som at finde et kort til El Dorado i relation til specialområdet. Papirerne har hjulpet mig gennem den bureaukratiske jungle, hvilket ikke er alle forundt.
Paradoksalt nok brød min mor sig slet ikke om diagnoser. Hun troede egentlig ikke på dem. Mennesker er bare mennesker for hende, uanset deres stempel.
Forståelsen af denne umiddelbare selvmodsigelse i diagnosens væsen har været en uvurderlig gave for mig, og mange jeg kender.
En diagnose er nemlig ikke bare en diagnose. Begreber som adhd og autisme refererer til mindst tre forskellige ting, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Det kan være hjælpsomt at adskille de tre måder, som i daglig tale ofte sammenblandes, da det kan lede til megen forvirring og frustration.
Det har jeg i hvert fald erfaret i mit møde med fortvivlede forældre og andre berørte, som jeg forsøger at give ro og overblik med denne kategorisering:
Papirdiagnoser: Den bureaukratiske fordeling af ressourcer
Identitetsdiagnoser: Identitet og identitetspolitik
Videnskabsdiagnose: Videnskabelige forklaringsmodeller
Papirdiagnoser begynder oftest med en psykiatrisk diagnose, men tæller også specialpædagogisk støtte (SPS) og andre efterfølgende hjælpeordninger. Her handler det om at have de ’rigtige’ papirer, da de kan åbne og lukke vigtige døre. Gode papirer avler gode papirer. Det er min oplevelse, at det bureaukratiske spil om ressourcer bliver kun lettere, jo flere beviser på sin nødlidenhed, man har kumuleret.
De færreste mennesker har dog lyst til at forstå sig selv eller deres børn som defineret ved deres påståede defekter. Få kan finde håb i identifikationen som syg. De færreste kan mønstre overskuddet til at møde verden positivt, når samfundet konsekvent definerer ens identitet på en ret så uflatterende facon, hvilket gør adskillelsen til den næste, mere eksistentielle kategori, nødvendig.
Identitetsdiagnoser skal ses som navigationspunkter i relation til det evige spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad vil det sige at være menneske?
Når man som mig har adhd, så peger diagnosen på en bestemt samling af karaktertræk, som jeg har tilfælles med andre, men det diagnostiske ekstrakt er altid kun et lille udsnit af min samlede personlighed. De samme gælder betegnelserne ’dansker’, ’mand’ og ’single’, der alle beskriver sider af mig, men ingen af mærkaterne definerer hele mit væsen eller er iboende gode eller dårlige egenskaber. Det er bare dele af mig.
Videnskabsdiagnoser drejer sig om biokemiske modeller af genetik og neurologi. Det indebærer også modeller af psykens eksekutive funktioner. Det er videnskabens grove generaliseringer, hvilket alt sammen er noget, som man lærer om på psykologistudiet. Dog er der kun sjældent overlap til de psykiatriske papirdiagnoser – hvilket er en offentlig kendt hemmelighed – eller dybere debatter om menneskets væsen og plads i samfundet.
Hvis man overser den kontekst, som diagnoserne diskuteres i, så kan både papirdiagnoser og videnskabsdiagnoser, opleves som tingsliggørende i deres reduktion af det unikke menneske til en forsimplet skabelon.
Jeg var selv både ked af det og rundforvirret i starten. Jeg synes slet ikke, at systemets diagnoser stemte overens med, hvem jeg også var, men det er heller ikke deres opgave. Videnskaben føltes dehumaniserende og verdensfjern, men sådan er videnskabens abstrakte sprog nu engang. Identitetsdiagnoser kan virke som en omgang pladderhumanisme, men det er vilkåret, når man diskuterer noget så grundlæggende som forholdet mellem individ og samfund.
Der skal være plads til alle tre former for diagnose. Min erfaring er, at man kan komme mange frustrationer og misforståelser i forkøbet, hvis man i debatten specificerer, hvilken type diagnose man referer til.
Og diagnoser er ved at blive en af samtidens primære identitetsmarkører. De kommer nok til at konkurrere med for eksempel seksualitet, etnicitet, religion og nationalitet. Derfor kan mange også opfatte diagnosedebatten som et personligt angreb og en politisk handling. Det er det også. Debatten har rødder helt tilbage til menneskets ældste yndlingsbeskæftigelse, nemlig at bedømme hvorvidt andre er ’rigtige’ og ’værdige’ medlemmer af fællesskabet.
Derfor tror jeg, at diagnosedebatten bliver fremtidens varmeste politiske og demokratiske kartofler, hvilket kræver et fyldestgørende sprog.